AI-spilmotor-udvikleren modl.ai sikrer investering på 63 millioner kroner
Firmaet, der bl.a. er stiftet af professor ved IT-Universitetet, Sebastian Risi, tackler komplekse spiludviklingsproblemer ved hjælp af kunstig intelligens og en hær automatiserede spillere.
Sebastian RisiInstitut for Digital DesignIværksætterialgoritmercomputerspilkunstig intelligens
Skrevet 9. november 2022 10:41 af Theis Duelund Jensen
Modl.ai, der arbejder på at forbedre spiludvikling ved hjælp af kunstig intelligens, har netop sikret sig en investering på omkring 63 millioner kroner fra bl.a. Griffin Gaming Partners, Microsofts venturefond, M12, Rendered.vc, PreSeed Ventures samt Transistormedia.
”Afprøvning af spil er en stor udfordring for spilindustrien, og automatiserede løsninger er utroligt svære at designe – investeringen i modl.ai er en anerkendelse af vores arbejde og en tillidserklæring til hele holdet bag firmaet,” siger Professor i Digital Design på IT-Universitetet i København og medstifter af modl.ai, Sebastian Risi.
Firmaets AI-spilmotor er med til at revolutionere spiludvikling, fordi den muliggør brug af en hær af automatiske bot-spillere, som kan tilpasse sig forskelle måder at spille på og kan bevæge sig og lægge taktikker på dynamisk vis. For spiludvikleren betyder det, at udviklingsprocessen kan effektiviseres, og spillet kan sendes på gaden meget hurtigere end normalt. Afprøvning og kvalitetssikring af spil er i sig selv en milliardindustri, og behovet for automatiserede bot-spillere er blevet afgørende for udviklingen inden for den multiplayer-fokuserede spilindustri.
Ved hjælp af investeringen vil firmaet udvide sin forretning og gøre AI-spilmotoren tilgængelig for udviklere over hele verdenen. Via en enkel løsning får spiludviklere adgang til bot-spillere – som kan bruges til at afprøve spillet for fejl og kan konfigureres efter udviklerens specifikke behov. Modl.ai’s AI-teknologi er kompatibel med de to største spilmotorer på markedet, herunder Unity og Unreal Engine.
Spilindustrien står på forkant med teknologi og innovation, men store dele af spiludviklingsprocessen beror fortsat på manuelt arbejde. Det er en hæmsko for realiseringen af de højtspecialiserede spiludvikleres kreative potentiale, og det kan i værste fald betyde tab af markedsandele, fordi produktet ikke kan komme hurtigt nok på markedet. Det arbejder modl.ai på at ændre. Firmaets AI-spilmotor giver spiludviklerne plads til at være kreative ved at automatisere alle de monotone og repetitive arbejdsled i spiludviklingen.
Modl.ai er grundlagt af tidligere spiludviklere, ingeniører og AI-eksperter, der til sammen har stået bag udvikling og lancering af mere end 30 spil til PC, Mac, Playstation, Xbox, Switch, Apple Arcade og andre platforme. Når det kommer til udgivelsen af videnskabelige artikler om spil, ligger holdet bag firmaet pt. på en andenplads på verdensplan.
”Det kan være rigtig kedeligt at afprøve spil for fejl og problemer. De AI-botter, som vores hold udvikler, kan hjælpe spiludviklere ud af en ond cirkel, så de kan fokusere på deres kreative kerneopgaver. De fleste medlemmer af vores hold har været i industrien i mere end ti år, og det er meget spændende at udforske, hvordan kunstig intelligens kan være til gavn i spilindustrien.” siger Sebastian Risi.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk