Hvad sker der, når software bliver gammel?
Efterhånden som den første generation af programmører når pensionsalderen og it-systemer bliver ældre, er det en voksende udfordring at vedligeholde gammel software. Adjunkt Marisa Cohn forsker i de såkaldte legacy-systemer med etnografiske briller.
Institut for Business ITForskningsoftwareMarisa Cohn
Skrevet 27. september 2016 07:34 af Vibeke Arildsen
Hvad forsker du i lige nu?
Jeg er interesseret i at forstå, hvordan software ældnes med tiden. I dag hylder vi software som noget, der skaber disruption, men jeg synes, det er vigtigt, at vi også forstår software ud fra et vedligeholdelsesperspektiv. Inden for softwarefeltet har man ikke tendens til at se fortiden som værdifuld – og hvorfor skulle man også kode på samme måde, som man gjorde i 90’erne? Men presset for at lave konstante opgraderinger betyder, at vi risikerer at glemme arbejdet med at vedligeholde legacy-systemer, altså it-systemer, der blev kodet for lang tid siden.
For nylig kørte der artikler om, at det amerikanske atomprogram stadig kører på floppy-disketter. Jeg tror, vi er blevet opmærksomme på legacy-systemer nu, fordi den første generation af udviklere er ved at gå på pension. Den gamle teknologi er ny for unge udviklere, så pensionerede programmører bliver kaldt ind hele tiden. Vi kan lære af de steder, hvor folk arbejder med at bevare ældre systemer – for eksempel ved rumforskningsmissioner, hvor man er nødt til at bruge legacy-systemer til at styre den forældede hardware ude i rummet.
Hvad har du fundet ud af indtil videre?
Engang var programmører typisk tilknyttet et projekt henover en længere periode, hvor de vedligeholdt produktet og lærte brugerne at kende. I dag er mange unge programmører mere interesserede i at arbejde med de nyeste platforme og programmeringssprog, og de bliver ikke samme sted særlig længe. Måden vi professionaliserer softwareudvikling har ændret sig. Nogle af ændringerne er gode, men en negativ konsekvens af den konstante forandring er, at systemerne bliver mindre robuste. Det er fx ikke ønskværdigt, at et informationssystem på et hospital kører på det nyeste programmeringssprog eller platform.
Der er en grund til, at udviklere helst vil smide gammel kode ud og starte forfra. Det er hårdt arbejde at trawle igennem gammel software. Men hvis softwaren altid skal være helt ny, ender man med at skære historien og relationen til brugerne fra.
Hvad er det mest spændende ved dit felt?
Der er alle mulige slags software-arbejde, der ikke følger 'cutting edge, alting skal disruptes-modellen'. Det er interessant, at ordet ’legacy’, eller ’arv’, næsten er et skældsord i forbindelse med software. Jeg vil gerne give det en mere positiv betydning, så vi kan værdsætte mangfoldigheden af arbejdet med it.
Marisa Cohn, lektor, email mcoh@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk