Fra saftevandsrobot til computerskrot - Kulturnatten på IT-Universitetet
På Kulturnatten inviterer IT-Universitetet børn og voksne ind i en fascinerende digital verden. Her kan man blandt andet møde en saftevandsrobot, styre en elektronisk kugle med sin mobil og teste om lykke forbedrer evnen til at træffe beslutninger.
Events
Skrevet 30. september 2015 08:30 af Vibeke Arildsen
Fredag d. 9. oktober inviterer IT-Universitetet inden for til sjove aktiviteter for nysgerrige spillefugle og gadget-elskere i alle aldre i anledning af kulturnatten. Universitetets forskere og studerende står klar til at give en smagsprøve på den nyeste it, og der er rig lejlighed til at afprøve teknologien på egen krop.
Gør lykke mennesker bedre til at træffe beslutninger? Det tester forskerne på aftenens gæster. Man kan også skille en skrot-pc ad for at se, hvad der egentlig gemmer sig inde i en computer, konkurrere med vennerne om at styre en elektronisk kugle igennem en bane med mobilen og spille på en omdannet p-billetautomat.
Børnene kan møde en vaskeægte saftevandsrobot, der skænker forfriskninger, og tage på skattejagt i IT-Universitetets flotte bygning. Klokken 18.30 underholder tryllekunstner Nicklas Berg med magiske tricks og ballondyr.
Fredagsbaren er åben, og der serveres gratis kaffe og kage hele aftenen. Læs mere om Kulturnatten 2015 på IT-Universitetet her.